Om Christina Copty

 

 

Jeg hedder Christina Copty og er 36 år gammel. Jeg er fraskilt og bor med mit barn på seks år.

Jeg har en cand. mag. i Arabisk Sprog og Kultur fra Københavns Universitet, og har tidligere arbejdet som konsulent for Unicef, som tolk ved politiet og en del år i filmbranchen.

Da jeg blev færdig med min universitetsuddannelse, gik der ikke længe før min daværende mand og jeg besluttede os for at gå fra hinanden; jeg havde haft en depression, der med ankomsten af vores barn ikke blev bedre. Vores lille familie var ved at falde fra hinanden under vægten af de problemer, vi ikke formåede at løse, og i 2005 blev vi skilt.

Tabet af mit ægteskab overvældede mig. Jeg følte at jeg druknede i sorg, vrede, tomhed og meningsløshed. Da jeg ikke tidligere var god til at række ud og bede om hjælp, isolerede jeg mig i stedet og håbede på, at jeg ville få det bedre af mig selv - jeg troede på, at jeg kunne beslutte mig ud af processen - sådan gik det ikke.

Da der var gået et halvt år, og jeg stadig sad fast i sorgen, søgte jeg ind på Psykoterapeutisk Institut, hvor jeg tog den fire-årige psykoterapeut uddannelse. Sideløbende med uddannelsen gik jeg i intensiv individuel terapi og træningsgrupper. Da jeg var begyndt på uddannelsen, blev jeg bidt af det; Jeg kunne se transformationen blandt mine medstuderende, og bedre endnu, jeg kunne mærke hvor givtig forskellen var mellem mine venners velmenende trøst og det empatiske, terapeutiske møde, hvor min situation og følelser blev rummet og ikke forsøgt trøstet væk.

Jeg er kommet styrket igennem min skilsmisse, jeg har revurderet mine værdier og der er større overensstemmelse mellem det liv jeg lever, og det liv jeg ønsker mig.

Processen har også betydet at jeg kender mig selv bedre, og er blevet bedre til at bede om hjælp, til at bede om det jeg vil have og til at forstå at en afvisning af mine behov ikke er en afvisning af mig. Det har gjort mig til en bedre mor med mere overskud og mere indsigt, og det har gjort mig mere rummelig overfor forskelligheder i mennesker.

 

Jeg håber at kunne bidrage til din udvikling frem mod den ansvarlige frihed og de valgmuligheder der ligger deri, som jeg selv har oplevet som transformerende for mit liv.

 

Kontakt mig for en uforpligtende samtale på

mail@skilsmisseterapi.dk

tlf: 31 662993

 

 

Skilsmisseterapi © 2007 • Privacy Policy • Terms of Use

www.skilsmisseterapi.dk